torsdag den 17. juni 2010

Firstmover - "who me?"

Enten er du med eller også er du ikke med, så enkelt kan det siges. Det er ikke et nødvendigt krav til succes på onlinemediet, at man er firstmover, men at man er blandt de første, der gør det rigtigt.

Denne blogskribent har det med ikke at blive imponeret over det han ser på danske websites, når vi taler åbenhed og oversigt over muligheder, samt ikke mindst villigheden til at ofre det, der skal til, for at få succes med onlineannoncesalg.

Men jeg må sige, at jeg ser flere og flere medier der får øjnene op. Nogle gør det endda super godt, er informative, bruger branchens termer – puster ikke tallene som visse gør (læs ”unikke brugere” contra branchens term ”brugertallet”), osv. Det er der, du skal hen, kære medieudgiver. Og til dig, annoncør – stil spørgsmål, hvis du kommer så langt, og ikke opgiver at hente information på sitet på grund af den manglende brugervenlighed.

Det tog alt for mange år, før de etablerede mediehuse, som f.eks. JP/Pol og Berlingske fik sat online-hjulene i gang, men respekt – de er jo ved at være med. Specielt imponeret er jeg over eb.dk, som i mine øjne byder på noget af den bedste medieinformation på online, vi kan finde herhjemme. Det tog sin tid, men flot – det er det virkelig. Forstår dog ikke at man gemmer "annoncer" nederst på siden, men det er jo en religion rundt omkring på redaktionerne.

Er du med ? Ellers, er det på tide, at du hægter dig på. Online bliver mere og mere end kombination af den etablerede medieplatform, samtidig med at onlineplatformen ind imellem opfører som den sultne rockmusiker – kreativ og nytænkende. Det opdager annoncørerne i USA, og det gør de herhjemme.

En ny rapport fra eMarketer - skønner, at den amerikanske onlineannoncering i 2010 vil få en 10,8% vækst, set i forhold til sidste år. Årsagen, siger rapporten, er til dels en omlægning til de digitale medier, sammen med en positiv ændringer i økonomien. Tidligere skøn fra eMarketer i december 2009 sagde 5,5 % stigning – så det er jo da positivt nyt.

Rapporten fra eMarketer siger også, at der ikke alene er øget fokus på online, men også at flere og flere marketingfolk erkender at skal man ramme sin målgruppe effektivt, skal der bruges flere marketingkroner på onlineannonceringen. Har du også erkendt det, og helst før dine kunder, og i særdeleshed før dine konkurrenter, så er der håb forude. Så er det nu, du skal sadle. Og mener du, at det har du gjort – genovervej – så på, om du nu har ramt behovet. Først når du har ramt mere end det folk forventer, og kan give den kvalificerede rådgivning, har du opnået det du skal. Der er medier, og dermed også annoncører, som er der, nogle lysår før andre. Hold fast i snoren. Der er håb endnu, også for dig, der ikke er firstmover. Men, det haster.

Som eMarketer rapporten siger, så er tallene jo relative, men billedet er, at f.eks. printannonceomsætningen er stagnerende. Spørgsmålet er så – sadler du i tide, så du kan kompensere ved onlineannoncesalget, og den tværmediale dækning. Held og lykke.

Kontakt din rådgiver det giver dig en fordel, og et plus i salget.


onsdag den 9. juni 2010

Når printfolk går online - hat og briller!

Undskyld mig overskriften - jeg elsker printfolk... Mit indlæg går på, at jeg i min hverdag ser rigtig mange hjemmesiders medieinformationer, og vældig mange er direkte- og meget åbenlyst, lavet af printfolk. Printfolk, der lige har fået at vide, at der forresten da også skal laves lidt medieinformation på online-platformen. Det er så ikke kun medieinformationen, den er gal med - det er også andre elementer på hjemmesiderne.

Hvem sagde æbler og pærer, og sætter du også bageren til at føre cykelholdet frem i Touren?! Ja, den morsomme og skarpe tunge ville sige, at så var de da i form, uden doping! Nej, må vi så bede om, at man holder en kvalitet, som man jo da fint har lagt på sin printmedieinformation, og generelt selve den trykte publikation.

Alt for ofte, er online-sites plastret til med ukurante annonceformater, som tilfældigt er kastet ind på sitet. Lidt a'la Industriens Hus by night - man ser ikke andet end en stor farvepalette. Spild af tid, penge og plads, for annoncører og medier. Ingen får noget ud af det, og læseren gider det bare ikke. Nedadgående spiral. Grenen er halvt savet over!

Fornylig så jeg flere steder, at man havde overført avisannoncer - direkte i samme format, til online. Til en hamrende lav pris, og så kom annoncerne i een lang rækkefølge efter hinanden. At annoncørerne overhovedet ville betale, er fantastisk, selvom prisen er lav. At avisen ikke får påvist overfor annoncørerne, at det ville kunne betale sig, at lave en ordentlig kampagne, som blev vist blandt det redaktionelle- (online) stof, er manglende omhu for egne indtægtsstrømme. Det følger så heller ikke min hovedregel med de 5 rigtiges love.

Tilbage til medieinformationerne: Kære medieudgiver - sørg nu for at sammenligne dig med det ypperste på markedet. Kun ved at flashe det bedste, kun ved at gøre det nemt og overskueligt for dine brugere/læsere, kun ved at bruge de rigtige begreber, kun ved at følge FDIM's "god skik", har du en chance for at løfte dit online-annoncesalg. Alt andet er hat og briller.

Og mens vi nu lige har låget af, så er det absolut påkrævet, at man uddanner printsælgerne til at blive tværmediale. De skal uddannes til at kunne krydssælge, til at varetage salget på de forskellige medieplatforme. Og sørg så for, at der er eksperter som lige har det større kendskab til online (og print, forstås). Så er du godt hjulpet.

Søg eksperten, den uafhængige rådgiver, når du skal lave satset på online. Det betaler sig.

Peace!