fredag den 23. april 2010

Får du den rigtige rådgivning om din net-annoncering?

Når meddelelsen om at der er fundet guld kommer ud, flokkes alle lykkeridderne til stedet. Også dem, der vil profitere af andres jagt på guldet - og lykken. Det samme gør sig fortsat gældende på internettet, her i denne blog - på netannoncering, hvilken form den så måtte have.

Hvis ikke du selv, og dit firma, er i besiddelse af ekspertisen - du er ekspert inden for dit område, naturligvis, så find en objektiv ekspert!

Der findes masser af "guruer" inden for f.eks. søgeordsoptimering. Alle lover de, at du kommer øverst.... Snart er det mere attraktivt at ligge i bunden, for der er der jo ingen der er!! Søg din rådgiver med omhu. Spørg rundt, og få anbefalinger før du tager skridtet. Rådgivning kan være dyr, dårlig rådgivning endnu dyrere.

En del gør brug af mediebureauer. Mange er super dygtige, men igen her - vælg din rådgiver med omhu. Jeg havde engang et møde med et mediebureau, der meldte ud, at de først kiggede på prisen for onlineannonceringen, dernæst relevansen. Vi lader billedet stå et øjeblik!

For nylig hørte jeg om en konsulent i et mediebureau, der meldte ud, at prisen på det konkrete site var mindst dobbelt så dyr, som for de sites, hvor de ellers rådgav kunden at gå ud, og derfor valgte man mediet fra... Fair nok, godt købmandsskab? Næppe, hvis man går ind og ser på målgruppe, og kontaktprisen pr. bruger. Første gang jeg oplever dette? Nej - og heller ikke sidste gang, desværre. Men, de bliver dog gudskelov færre. Se dig for.

Hvad du skal vælge, afgør du - og den objektive rådgiver du bør finde. Lige så grundig som de fleste efterhånden er på printannoncering, m.v. - lige så grundig er mange lykkeligvis blevet på netannonceringen. Stay tuned....

tirsdag den 20. april 2010

Dine kunder taler om dig! Ved du det, og hvorfor ikke?

Du ville elske det, at vide hvad dine kunder siger om dig! Men, nok så vigtigt - er filmen knækket hos en eller flere af dine kunder, så skal du også være der. En del af det, at du driver din forretning og dit website er, at overvåge de sociale medier, og ikke mindst selv bruge disse i din markedsføring.

Dine nuværende kunder er nogle af de vigtigste "redskaber" i din markedsføring, og til at skaffe nye kunder. Samtidig, så er det jo også perfekt, og besparende for dit marketingbudget, hvis du forstår at bruge de sociale medier.

Et nyligt udsendt white paper, udsendt af Silverpop Systems Inc. beskriver de 7 skridt til succes via de sociale medier. Det er nok værd at give et shot, hvis du vil videre.

De færreste firmaer har råd til at se bort fra brugen af sociale medier, som en integreret del af deres markedsføring på nettet. Blogs, Facebook, Twitter, LinkedIn og YouTube - de skal integreres i din markedsføring. I dag - ikke i morgen! Ellers risikerer du at møde lyset i tunnellen - det modkørende tog med dine konkurrenter inde bag.

Hvad end du skal ramme B2C eller B2B, så anviser white paper rapporten fra Silverpop Systems Inc., hvor styrkerne er. Du skal ramme den rigtige kanal at videreformidle dit budskab i. Gør det rigtigt, første gang, men brug dem regelmæssigt.


De 7 skridt til succes
via de sociale medier:

  1. Beslut din strategi og dine mål (gør det rigtigt, og start i det små)
  2. Forstå dit marked (brug af små surveys kan anvendes)
  3. Find det rette mix i de rette kanaler, og gør det nemt at dele informationerne (mål kanalernes effekt sammen og hver for sig)
  4. Skab indhold som forbinder... ("Content is king")
  5. Engager markedet (skab indhold som genererer reaktioner)
  6. Identificer influenter og fans
  7. Overvåg den sociale aktivitet (lær fra resultaterne)
Let's go social!

fredag den 16. april 2010

Google virker ikke - alene, men tager sidste stik!

Eyeblaster siger i en rapport, som Charlotte Jørgensen fra Poets and Plumbers citerer fra fornylig, at search nok mange gange tager det sidste stik, men at det ofte er med en forudgående bannerkampagne på et relevant site.

Internetannonceringen går frem, frem og atter frem. Google tegner sig alene i Danmark (FDIM estimat for for 2009) for godt en tredjedel (FDIM 13. april). Nogle vil måske nok sige, at Google snylter på andres forarbejde, herunder den netannoncering der er gået forinden. Eyeblaster rapporten siger, at awareness skabes i høj grad af bannerannonceringen (og lignende), men at det sidste stik tages af Google.

Det er lidt hype at skulle købe søgeord på Google. Faktum er, at mange tror det er det eneste saliggørende, og betaler spidsen af en jetjager for at købe søgeord, og komme så højt op på søgningerne som muligt.

Faktum er, at medierne, hvis de kender deres besøgelsestid, sagtens kan tage en større del af kagen, hvis de vil- og evner det. Specielt har specialmedierne en opgave, men også en gylden mulighed, for at tjene på det. Som Forbes skrev i en artikel den 24. marts - priserne er højere for målrettede annoncer. Årsagen er ganske simpel - der er dobbelt så stor en chance for at man klikker på bannerne. Rigtige medie, rigtige budskab...

Medieudgiver - kend din besøgelsestid. Google er ikke den eneste annonceplatform med en eksistensberettigelse.

onsdag den 14. april 2010

Fyr redaktionen !

Medier der forsøger at skabe sig et kommercielt grundlag - og det er jo, banalt sagt, det der skal drive hjulene, skal sørge for konsensus omkring endemålet og vejen dertil. Det kan jo ikke nytte noget, hvis man har en redaktion med højtflyvende- og ædle mål omkring deres medier, hvis det økonomiske grundlag ikke er der, samt at der ikke åbnes op for de muligheder, der tilbydes. Her i form af internettet, og dets uanede mængder af muligheder på hjemmesiderne.

Jeg har oplevet nogle gange, hvor redaktøren fastholder sin stive holdning indhold på hjemmesiden, og således afskærer salgsstaben, og ikke mindst de betalende kunder, fra at bruge de nyeste innovative løsninger. Det skal så lige i parantes også bemærkes, at salg på samme måde, naturligvis skal tænke helhed og koncept, så man ikke får løsninger, der direkte strider imod mediets fundament. Det skader så også kunden, for rette kontekst til rette banner, rette budskab.... se andet blogindlæg fra skribenten -"De fem rigtiges love...".

Der skal simpelthen skabes plads til annoncer, og villigheden skal være åbenlys. Dine kunder skal vide det, og du skal turde det, hvad enten du er redaktør eller salgsansvarlig. Murene skal rives ned, annoncer og redaktionelt indhold skal integreres.

For mange år siden, indførte jeg, som vel en af de første i Danmark, hvis ikke den første, "artikelbanneret" på 336x280. Det var integreret i artiklen, deraf navnet. Det accepteredes af redaktionen, for de viste jo godt, at deres kreative evner - store kreative evner, ikke ville komme til udtryk, hvis ikke der kom klejner i kagekassen.

PS! Naturligvis skal du ikke fyre din dygtige redaktion, men I skal skabe konsensus om konceptet, og ikke mindst, om det der betaler for at der overhovedet er et job og en platform at udgive på.

fredag den 9. april 2010

De fem rigtiges love....

Overskriften til denne blog, stammer fra en en lille velkomsthilsen jeg, tilbage i april 2003, skrev i IDG Online Info.

"Uanset medie, så gælder de De Fem Rigtiges Love: send de Rigtige mennesker, det Rigtige budskab, med det Rigtige tilbud på det Rigtige tidspunkt og få den Rigtige respons". Og tilføjet med 2010-visdommen - et sjette "Rigtige" - Rigtige mediemix! Oraklerne har det med at kloge sig, og erklære det ene eller det andet medie dødt. Overskriften kunne jo være Rette marketingmix - iøvrigt endnu en overskrift - denne gang fra IDG Online Info, august 2002.


Hvorfor denne svælgen i fortiden? Jo, nu kommer Publicis Groupe's ZenithOptimedia og forecaster for anden gang i træk, at den globale annoncering stiger 2,2 % i 2010. Billedet er, at TV og internet er annoncemarkedets konger, mens print er prinsen - der nok aldrig i sin gammelkendte form får tronen igen. Det er TV og internet annoncering, der står for stigningen, mens aviser og magasiner falder - estimeret til 4 % fald i 2010.

Hvor TV's andel er på 40 % af markedet, stigende, er internettets andel på 13,9 - med en forventet stigning til 17,1 % i 2012.

Det er klart, at det presser de trykte medier, og disse skal finde supplerende indtægtskilder, så kunderne har muligheden for at bruge de Fem Rigtiges Love.... undskyld de Seks Rigtiges Love... Medierne skal tænke tværmedialt, mere end de gør i dag. Det gør kunderne nemlig i høj grad i dag - og undlader man at imødekomme dette, kan det være den største indtægt, man aldrig nogensinde fik fat i !

Du kan læse mere om ZenithOptimedia forecastet her - det er interessant læsning. RRRRRR......